18. apr. 2020
Hvor vildt er det at tage så drastisk et ryk? Fra faste rammer til en ny hverdag?
Ja, i min optik er det sindssygt livsbekræftende at tage springet fra den kendte hverdag til en helt ny og ukendt tilværelse. Det sætter på underligste vis livet i perspektiv og man får et helt nyt mod på livet. Man oplever at man SAGTENS KAN og at man overlever på trods af at trygheden frarøves en.
Mange oplever igennem deres liv at flytte væk fra der hvor de er født, måske de flytter fra landet til storbyen. De fleste har en klar ide om hvad de skal dér – uddannelse, job, måske de har fundet en kæreste eller lign. jeg ved godt at mange selvfølgelig flytter til det ene eller det andet sted, men det gængse ryk for mange er som beskrevet og ofte med et helt præcist formål. Det er virkelig sjældent at jeg hører om nogen, som bare gjorde for at gøre og uden et jobmæssigt, uddannelsesmæssigt eller familiemæssigt grundlag.
Vores flytninger har aldrig været forbundet med disse. Første gang vi flyttede, var til Canada. Her var det hverken for job eller uddannelse – men for at opleve hvordan det er, at etablere sig i en ny tilværelse. At udfordre livet. At blive klogere på verden, sig selv og hinanden. Vi kom hjem og var fyldt op med en helt ny bevidsthed om vores muligheder og evner til at slå rødder i andre dele af verden. Og denne følelse ligger konstant og ulmer.
Det var lidt af de samme årsager, at vi for snart 3 år siden flyttede til Bornholm. Vi havde brug for at der skete noget nyt og vores hverdags-navlepilleri skulle udskiftes med nye udfordringer og oplevelser. Mads og jeg er på en og samme tid sindssygt sociale, men også typerne der har nok i os selv, som familie. Så vi føler os ikke bundet eller fanget i at skulle bo klods op og ned ad vores familier. jeg kan sagtens se og har prøvet det på egen krop, hvor fucking praktisk det er at have bedsteforældre tæt på – men vi er altså ikke afhængige af det, på den måde at vores hverdag ikke hænger sammen uden.
Så hvordan er det så at bo her på Bornholm?
Nu har vi jo været her i snart 3 år. At flytte hertil, som vi gjorde i august 2017, var som at flytte direkte ind i en ferie der varede for evigt. En ferie der dog alligevel braste bræt da naborestauranten havde sidste dag med servering og søndagsburger var fortid. Da realiteten om, at alt rent faktisk lukker ned fra uge 43, at det ikke var en spøg og Bornholm pludselig lå spøgelsesagtig hen. At gaden nu kun ”vrimlede” med gamle mennesker og folk med hunde. Wow. Det var både befriende og lidt et chok.
Det var skønt at slippe for turisterne, der primært går rundt med hovedet op i røven. Haha. Ja sådan kommer man altså til at opleve folk, når man er bosat et sted, hvor forskellen på sæsonerne er så stor. Alle siger; at hvis man overlever første vinter på Bornholm, så skal man nok falde til. Og vi overlevede. For på trods af manglende kaffelatte-muligheder og pommes fritter så nød vi stilheden. Vi investerede i en mælkeskummer, samt en friture og dagene føltes pludselig ikke så lange. ;)
Den første vinter på Bornholm var det man kalder en isvinter, det var så ekstreme forhold og isen piskede ind fra havet. Vi følte os virkelig hjemme i ekstremerne, som på mange måder mindede om det vi havde oplevet i Canada. Efterfulgt af den kolde vinter, blev vi ramt af den varmeste sommer i mands minde og vi var fuldstændig blæst bagover hvor heldige vi følte os. At bo i et ferieparadis, 5 minutter til havet og samtlige take-away muligheder. Vi levede sgu drømmen. & det er vi i bund og grund blevet ved med siden, men med et overflåd af hverdag. Og det er vigtigt at huske på, at hverdagen kommer altså snigende lige meget hvor man bor.
fortsættelse følger.
xx